Tirsdag den 12. november afholdt jeg et velbesøgt foredrag om min pilgrimsvandring på Caminoen.
Hvorfor nu Caminoen, som er så forskellig fra min hverdag?
Tilbage i 1998, mens jeg var ansat i Salling, købte jeg bogen om Caminoen og har siden drømt om at vandre den. I sommer tog jeg beslutningen om at det var nu jeg skulle afsted.
Jeg bestilte (naturligvis) straks en færdigpakket rejse, og endte (naturligvis) med at vælge den mere luksuriøse udgave med hotelophold og transport af kuffert, så jeg kun havde kamera og Pepsi Max i rygsækken. Jeg fik (naturligvis) indkøbt mere udstyr end nødvendigt og nåede at træne en halv time med vandrestave og støvler hjemme i stuen og var i september topklar til en storslået oplevelse.
Målet var at vandre de sidste 114 km ud af Caminoens samlede 775km. Ved ankomsten i Sarria skulle startstedet selvfølgelig tjekkes ud og søndag kl. 07:00 var jeg klar, kun for at konstatere at det var for mørkt og måtte tilbage til hotellet og vente en times tid😊 (dårlig research).
Hvad ventede så?
Skovvandring, små boder med frugt og vand, hygsomme beværtninger og uendelig smuk natur. Ruten bød på mange højdemeter og broer, så jeg må indrømme, at jeg allerede havde ondt i knæhaserne på andendagen.
Jeg lærte hurtigt at folk vandrede i forskellige tempi, og det betød, at der nogle gange var følgeskab og andre gange vandrede jeg mest alene. På hele ruten hjalp man hinanden, og jeg mødte en åbenhed og generøsitet, jeg aldrig havde forestillet mig.
Langs hele ruten var der mange små kapeller, alle velholdte og med friske blomster. Selv de steder, hvor resten af omgivelserne tilnærmelsesvis var øde.
På fjerdedagen nåede jeg mit mål: Katedralen i Santiago de Compostela. Det var en kongeoplevelse og kan sammenlignes lidt med, når jeg passerer målstregen på et maraton.
Jeg forstår godt de 300.000 pilgrimme der hvert år ender deres vandring her. Der er noget magisk over både ruten og pladsen ved katedralen.
Nogle af de folk jeg husker fra ruten, var en ældre japaner, der ville have Pilgrimspasset inden han ikke kunne gå mere og en ældre italiensk enkemand, hvor børnene havde bedt ham vælge mellem dem og hans nye kæreste, samt 13 argentinske kvinder der ville hygge.
Selv tænkte jeg meget over, hvad jeg har arbejdet med og opnået gennem de seneste 10 år, og hvordan jeg vil arbejde med Karina+ de næste 10-20 år. Hvordan vil jeg prioritere min tid mellem arbejde og familie? Og, så er det måske på tide at få det jagttegn.
En af de konkrete ting der allerede er kommet ud af vandringen, er bestyrelsesuddannelserne under Aros Board, som I kan læse mere om via dette link https://www.eaaa.dk/board.
Noget af det jeg tager med mig fra Caminoen er, når jeg står i en uvant situation, så tænker jeg: ”Hvad ville du have gjort på Caminoen?” Samt, hvornår er det tid for ”kill your darlings”.
Caminoen har givet mig så utroligt meget godt, så jeg skal helt sikkert afsted igen. Jeg ved endnu ikke om det bliver alene eller en gruppe, men afsted skal jeg!