Den 15. januar, for at være helt præcis, er en dato som står helt klart og tydeligt i min hukommelse. Det var nemlig dagen, hvor Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil(S) efter lang tids venten, endelig valgte at godkende fusionen mellem Aarhus Business College og Handelsfagskolen. 

 Jeg har været en del af bestyrelsen i nu 10 år. Derfor kan jeg også godt afsløre, at der er blevet kæmpet bravt og længe for at denne fusion skulle blive en realitet. Det var derfor også med meget god samvittighed og det helt store smil på læberne, at jeg samme aften skænkede mig selv et glas af den helt fine champagne.   

Målet med denne fusion er at få skabt Danmarks bedste og stærkeste erhvervsuddannelser – et fagligt merkantilt fyrtårn med mere end 600 dedikerede og faglig skarpe medarbejdere. Fusionen har sikret en stærk og bred vifte af både ungdoms- og efteruddannelser, hvilket sikrer en højere grad af kvalificerede og kompetente medarbejdere til det danske arbejdsmarked.  

Den fusionerede skole vil fortsætte under navnet Aarhus Business College, og jeg er både glad og stolt over at fortsætte som formand på denne skole.  

Læs mere om Business College Aarhus og fusionen her.